DEMKOs varemærke er D-mærket, som viser, at et produkt er prøvet hos DEMKO og fundet elektrisk sikkert. Siden DEMKO blev grundlagt i 1928 og frem til 1978, var det obligatorisk for alle importører og fabrikanter at få deres elektriske produkter godkendt hos DEMKO, og dermed få et D-mærke på produktet. De fleste vælger i dag fortsat at lade deres produkter sikkerhedsteste for at kunne benytte D-mærket på produktet.
D-mærket viser, at det prøvede produkt er sikkerhedsmæssigt i overensstemmelse med:
Harmoniserede standarder (f.eks. EN/HD).
Internationale standarder (f.eks. IEC).
Nationale standarder (f.eks. DS).
Andre nationale standarder (f.eks. UL).
Andre relevante dele af ovennævnte standarder der ligger til grund for certificeringen.
DEMKO-certifikat og D-mærket
Et DEMKO-certifikat giver ret til at påføre et D-mærke på produkter, der er sikkerhedsmæssigt identisk med det prøvede og certificerede produkt. Såfremt DEMKO certifikatet viser overensstemmelse med de relevante europæiske sikkerhedskrav vil D-mærket kunne anvendes i markedsføring i hele den Europæiske Union og i de lande, der er omfattet af EØS-aftalen. På grund af eventuelle nationale afvigelser, skal certifikatindehaveren dog sikre sig, at DEMKO har prøvet produktet for eventuelle afvigelser til de fælles europæiske krav i de lande, hvor produktet skal markedsføres. D-mærket signalerer hermed til alle forbrugere og relevante myndigheder, at produktet opfylder de lovkrav, der stilles til det ifølge Lavspændingsdirektivet.
Tredieparts godkendelsesmærker som D-mærket er ikke obligatoriske i Europa, men D-mærket garanterer, at afprøvningen af produktet er foretaget efter anerkendte standarder, samt at DEMKO som en uvildig trediepart har foretaget prøvningen. Ved at påføre produktet D-mærket giver producenten eller importøren kunden mulighed for at sikre sig, at de sikkerhedskrav, der er beskrevet i standarderne, er overholdt. Dette kan juridisk set være nyttigt i forbindelse med produktansvar.
En certificering af et produkt baseres på prøvning af ét eller nogle få eksemplarer. Der er altså tale om en typeprøvning. Det er fabrikantens pligt at sikre, at produktionen er i nøje overensstemmelse med det prøvede produkt. Dette kan f.eks. ske ved, at der indføres kvalitetsstyring.